Gå til hovedsiden

Visma Ski Classics bag kulisserne

Visma Ski Classics-cirkusset løb af stablen i Livigno i Italien sidste weekend. Vi var til stede både på og rundt om løjpen.

Visma-traileren

Som ny titelsponsor har vi arbejdet i flere måneder med sponsoratet og profilering af Visma Ski Classics. I weekenden var der sæsonstart i Livigno med prolog lørdag og selve La Sgambeda om søndagen. Sponsor Manager Helena Julusmoen og jeg rejste ned for at se, hvordan det hele fungerer “live”.

Her er historien om startskuddet med et originalt twist, livet i en 3-etagers Visma-trailer, mit forsøg på at følge med eliten og mødet med en svimmel finne.

GPS med sans for skihop

Vi forlod et regnvådt Oslo fredag formiddag og landede i München efter frokost. Køreturen til Livigno burde tage fire timer, men GPS’en i udlejningsbilen var muligvis indstillet til turistruter, for den førte os over både Garmisch Partenkirchen og Innsbruck. Dejlige steder, men turen blev til gengæld ca. en time længere end planlagt.

Visma-dominans

Efter at have indkvarteret os på hotellet smuttede vi ind til centrum. Livigno er en utroligt hyggelig by, som var pyntet op til jul med udstillinger og julebelysning.

Vi kunne skimte lidt af skiløjpen, men var usikre på, hvor start og mål var, indtil vi fik øje på den store Visma Ski Classics-trailer, som var placeret ved start- og målområdet.

I løbet af efteråret har vi set flere skitser til traileren, mens vi har arbejdet med design og profilering,  men det var helt specielt at se den i virkeligheden i fuld størrelse. Sammen med den øvrige Visma Ski Classics-profilering sørgede den for fuld Visma-dominans, og vi var næsten lige så begejstrede, som børnene er juleaften.

Startklodser til besvær

Lørdag morgen var vi på plads tidligt. Helena havde fået den store ære at skyde fællesstarten på kvindernes prolog i gang og skulle øve sig på startskuddet. Det vil sige: ikke det helt store brag, da der var tale om to store røde træklodser, der skulle slås hårdt mod hinanden. Men Helena tog opgaven seriøst og øvede sig flittigt.

Arrangørerne havde desværre ikke tænkt over, at det kunne være svært at høre træklodserne gennem musikken og meldingerne fra speakeren, der hele tiden strømmede ud af højttalerne. Så til trods for Helenas fine klodseteknik, var det ikke alle damerne, der fik startskuddet med. Da mændene skulle starte deres hold-prolog, blev klodserne sendt på pension, og arrangørerne valgte i stedet at råbe GO, GO, GO.

Lidt sne og en kort løjpe

På grund af snemangel blev løjpen afkortet og ændret til flere omgange på en kortere rute. Jeg talte lidt med sportsdirektøren for Team Exspirit, Christer Skog, om hvorvidt snemanglen havde givet problemer i forbindelse med forberedelserne. De havde været i Livigno siden søndag og haft mange fine træningspas på rulleski, så snemanglen havde ikke været et problem.

Stor TV-produktion

Løbene bliver sendt på tv i 70 lande og følges af ca. 20 millioner seere. Når man sidder i sofaen, følger man først og fremmest med i løbet. Derfor var det meget interessant at få forklaret, hvordan produktionen foregår.

Der bliver filmet fra snescootere, til fods og fra helikopter. Disse billeder sendes op til et fly i 10.000 meters højde, som igen sender signalerne videre til tv-busserne på landjorden, som derefter sender dem ud via satellit. Flyet har man brug for på grund af de høje fjelde og for at sikre sig mod dårligt vejr.

Ingen hvile efter målstregen er passeret

En anden ting, man sjældent tænker over, når man sidder derhjemme, er, hvad der sker, når deltagerne kommer i mål. De fik noget tørt på overkroppen, før de landede i interviewzonen.

Der stod journalisterne på rad og række, og deltagerne blev gelejdet frem mellem journalister fra de forskellige tv-stationer og svarede på de samme spørgsmål igen og igen.

Det eneste, der ændrede sig, var, hvilket sprog de talte. Men de smilede og svarede alle dem, som ventede.

Takket være vores VIP-pas kunne vi færdes stort set overalt. Da blomsterceremonien var slut, gik jeg over til Øystein Pettersen fra Team United Bakeries og præsenterede mig som repræsentant fra titelsponsoren.

Han var indlagt på hospitalet, da vi lancerede sponsoratet i oktober, så han syntes, det var utroligt dejligt endelig at møde sponsoren. Og jeg fik taget en selfie 😉

Tre etagers Visma-trailer

Under løbet kom Visma-traileren til sin ret. Den kan udvides til tre etager med veranda og tagterrasse.

Traileren er dekoreret med Visma Ski Classics-logoer, og med store tv-skærme var den det perfekte samlingssted for teamlederne, der ville følge med i sekunderingen og tv-udsendelserne undervejs.

Det var spændende at høre deres engagement og kommentarer. Selv om de er konkurrenter, er det tydeligt, at de har respekt for hinanden, og der var en venskabelig tone imellem dem.

Hvordan forbereder man sig til løb i 1.800 meters højde?

Om søndagen var det tid til selve La Sgambeda. Jeg er meget glad for langrend og har løbet flere løb tidligere, blandt andet Marcialonga,  så da jeg nu endelig var i Italien, var jeg selvfølgelig nødt til at deltage i løbet, som var åbent for amatører.

Livigno ligger 1.800 meter over havets overflade, og det er forskelligt fra person til person, hvordan kroppen tåler denne højde. En ting er sikkert, og det er, at man bliver meget tørstig, og at pulsen stiger ekstra meget op ad bakke.

Ud over udfordringerne ved at løbe i kunstsne var samtalen lørdag aften domineret af fæstevoks kontra blanke ski uden voks. Med udsigt til et par udfordrende bakketoppe blev mit valg enkelt: fæstevoks.

Liv på løjpen

I anledning af sponsoratet har vi designet vores eget Visma Ski Classics-skitøj. Det ankom lige før vi rejste, så der var ikke nogen tvivl om, hvad jeg skulle have på.

Da jeg stod på startlinjen i strålende påskevejr med Visma-logoet på startnummeret og så mig omkring på de mange hundrede udøvere med Visma-logoet på brystet – omkranset af Visma Ski Classics beachflag og spormarkører – var jeg pavestolt.

Selve løbet gik godt, og det italienske publikum heppede og råbte, når jeg passerede. Jeg forstår ikke italiensk, men regner med, at de heppede.

Det er altid en udfordring, når man har et startnummer, der er langt tilbage i rækken. Man løber den første del i kø, og det bliver ekstra tæt op- og ned af bakkerne. I de situationer mærker jeg, at konkurrenceinstinktet stikker sit hoved frem, men man kan jo ikke rigtig stille noget op.

Løjpen var kortet ned til 4 omgange à 6 km. Vi motionister startede et par puljer efter de bedste amatører, så når nogen var i gang med 1. omgang, var andre allerede på 4.

De allerbedste overhalede mig endnu en gang. Det var lidt sjovt at prøve at følge med dem, som susede forbi, men måske lidt optimistisk at tro, at jeg kunne følge med de veltrænede yngre mænd.

For at være sikker på, at jeg ikke lavede rod i antallet af omgange, sørgede jeg for at drikke og “spise” lidt forskelligt ved drikkestationen på hver omgang. Det ville have været rigtig ærgerligt at løbe en runde for lidt eller for meget.

En finne med svimlende ambitioner

Efter løbet, da stadion var tomt, var der en ensom finne, som fortsatte sit løb på løjpen. Det viste sig at være Teemu Virtanen. Han har en baggrund fra Hollywood og arbejder bl.a. som sportskommentator. Teemu træner til en ny verdensrekord, hvor han vil løbe omgange på en rute på 500 meter i 24 timer.

Han har fundet en russer og en svensker, som har taget udfordringen op og deltager i galskaben, men han er fortsat på jagt efter en nordmand. Verdensrekordforsøget skal gennemføres den 1. april 2016, som er dagen før Årefjällsløbet.

Socialt samvær efter løbet

En hektisk og oplevelsesrig weekend blev afsluttet med en hyggelig middag med traditionsrig lokal mad. Her deltog blandt andet turistchefen for Livigno og arrangørstaben for La Sgambeda, som kunne fortælle, hvor vigtigt dette arrangement er for byen, og hvor meget de havde arbejdet for at få løbet gennemført til trods for snemangel. Visma Ski Classics-staben var selvfølgelig også til stede, og flere af deltagerne og holdlederne kiggede indenfor til en hyggelig snak.

De varmeste anbefalinger

Weekenden i Livigno var fyldt med indtryk og oplevelser, som jeg har med mig mange år ud i fremtiden. Hvis du er glad for at løbe langrend, anbefaler jeg at melde dig til et af løbene i Visma Ski Classics. Løbene er i sig selv en stor oplevelse, men rammerne rundt om og det sociale før og efter løbene er også med til at gøre det til et minde for livet.

Mest læste

  • Visma trækker i trøjen for en god sag

    I dag er det 1. marts og dermed også forårets første dag i kalenderen. Det har dog ikke været det, der har været det store samtaleemne i Visma House i Carlsberg Byen i dag men i stedet har vi markeret #fodboldtrøjefredag med farverige fodboldtrøjer, konkurrencer og stadionplatte for at støtte om Børnecancerfondens årlige indsamlingsdag.

  • Ret til provision under ferien?

    Får din medarbejder provision, skal du være opmærksom på, at vedkommende har ret til at blive kompenseret for den mistede provision under ferien. Men hvordan skal løn under ferie beregnes, når medarbejderne også får udbetalt provision? Er du nysgerrig, så læs mere her.

  • Omvendt betalingspligt – hvordan er det nu?

    Fra d. 1 juli 2014 har nye regler været gældende for moms ved køb af mobiltelefoner, PC’er, tablets m.v. Vi gennemgår her hvad det betyder både for dig som køber og sælger af mobil- og IT-udstyr.