Gå til hovedsiden

Dejlig kedelig

Du tager fejl, hvis du tror, du har brug for et spændende webdesign. Læs hvorfor kedelig kan være en fordel.

Du tager fejl, hvis du tror, du har brug for et spændende webdesign. Hvis du har noget på hjerte, er du bedre tjent med et kedeligt.

Når vi færdes på nettet, er vi luddovne og utålmodige. Vi irriteres af de mindste omveje eller misforståelser, og flygter videre til konkurrenten, når vi møder dem.

“Spændende” gemmer på overraskelser og ukendte hjørner. Det er uundværligt i en film, et spil eller en god historie, men fatalt i en selvangivelse eller netbutik. “Kedelig” er selvfølgelig et negativt ladet tillægsord, men det dækker over mange positive egenskaber, du har brug for til at sælge en vare, levere en ydelse eller formidle et budskab.

  • Forudsigelighed
  • Genkendelighed
  • Troværdighed

Forudsigelighed

Når du trykker på et link og kommer hen, hvor du forventede, har du været udsat for forudsigelighed. Forudsigelighed er uundværligt, når du navigerer på et website. Hvis du ved hvordan en løsning er opbygget, kan du bruge den bedre. Forudsigelighed sikrer, at du hurtigt og intuitiv gennemskuer, hvordan en løsning er struktureret, og hvor du kan finde det, du søger.

Genkendelighed

Konventioner hjælper med at formidle. Genkendelige rammer giver fokus på indholdet, i stedet for rammerne i sig selv. Genkendelighed gør, at du ikke skal lære at læse et interface, før du kan koncentrere dig om indholdet. Når man tænker over det, er begreber som “Indkøbskurv” og “Gå til kassen” sære i en webløsning, men de er etablerede konventioner og alene derfor, er de værdifuldt genkendelige. Indtastningsfelter og knapper skal lynhurtigt kunne genkendes som det de er. De mindste bump i aflæsningen medfører tab af de utålmodige brugere.

Troværdighed

Hvis vi skal afgive informationer eller ligefrem penge, vil vi føle os sikre. Solid konservativ troværdighed giver os tillid til at gøre det. Afsenderens troværdighed er også afgørende, hvis vi tager stilling til et budskab eller blot information. Kedeligt underspillet og sobert design understøtter et indtryk af troværdighed med et klassisk fokus på indholdet frem for dets indpakning.

Dovenkælent design

Hvad siger du? Skal alt nu være mørkeblåt og lysegråt? Hvordan holder vi overhovedet modtagerne vågne?

I designprocessen skal vi være vågne for tidens udvikling af konventioner og stil. Vi kan sagtens være innovative og sjove, det skal bare være på et kvalificeret grundlag, hvor vi er bevidste om hvornår og hvor meget, vi afviger fra normen, og hvad prisen kan være. Designet må ikke forhindre fordybelse i komplekst indhold med visuel støj, men det skal stadig være levende.

Det dejligt kedelige kan desuden kombineres med lækkerhed. En rolig venlighed på grænsen til det behagesyge. Enkle og eksklusivt underspillede design, hvor fokus er ikke på rammerne eller websitet, men på selve det budskab, den ydelse eller den vare, der skal formidles. Kælne knapper skal indbyde til tryk fra den dovne men utålmodige brugers fingre.

Mest læste

  • Visma trækker i trøjen for en god sag

    I dag er det 1. marts og dermed også forårets første dag i kalenderen. Det har dog ikke været det, der har været det store samtaleemne i Visma House i Carlsberg Byen i dag men i stedet har vi markeret #fodboldtrøjefredag med farverige fodboldtrøjer, konkurrencer og stadionplatte for at støtte om Børnecancerfondens årlige indsamlingsdag.

  • Ret til provision under ferien?

    Får din medarbejder provision, skal du være opmærksom på, at vedkommende har ret til at blive kompenseret for den mistede provision under ferien. Men hvordan skal løn under ferie beregnes, når medarbejderne også får udbetalt provision? Er du nysgerrig, så læs mere her.

  • Omvendt betalingspligt – hvordan er det nu?

    Fra d. 1 juli 2014 har nye regler været gældende for moms ved køb af mobiltelefoner, PC’er, tablets m.v. Vi gennemgår her hvad det betyder både for dig som køber og sælger af mobil- og IT-udstyr.