Forbrugerklagesystem

Nyt forbrugerklagesystem sætter krav til danske webshop-ejere

Fra d. 15. februar indføres et nyt online forbrugerklagesystem (ODR), der skal gøre det lettere at håndtere klager over vare- og servicekøb inden for EU.

Hvad er formålet med Forbrugerklagesystemet (ODR)?

ODR står for Online Dispute Resolution, og er både en løsning for alle forbrugere i EU, der handler online i andre EU-lande, men påvirker også alle europæiske virksomheder, der sælger deres varer online.

Formålet med ODR-platformen er at binde flere klageinstanser sammen, således at forbrugeren kan klage direkte til virksomheden (kun europæiske virksomheder), hvis den vare eller service de har købt ikke lever op til forventningerne.

Det betyder det for dig som webshop-ejer

For dig som webshop-ejer betyder det, at du skal have et link til ODR-platformen, og have en tydelig kontaktmail på din hjemmeside. De konkrete retningslinjer er ikke offentliggjorte endnu, men Forbruger Europa henviser til forbrugerloven, hvor der står følgende:

“En erhvervsdrivende, som sælger varer og tjenesteydelser til forbrugere via internettet og på netbaserede markedspladser, skal klart og tydeligt indsætte et elektronisk link til onlineplatformen på sin hjemmeside og skal derudover angive sin e-mailadresse. Erhvervsdrivende skal samtidig oplyse forbrugeren om, at onlineplatformen kan anvendes i forbindelse med behandling af en klage. Informationen skal gives på den erhvervsdrivendes hjemmeside”  (Kilde: Forbrugerklageloven § 5).

Link og e-mail skal altså være synligt på hjemmesiden fra d. 15. februar, hvor reglen træder i kraft. Hvis ikke dette overholdes, har de europæiske forbrugermyndigheder sanktions muligheder over for den enkelte webshop. Reglen gælder dog kun for dig, der sælger til forbrugere – altså kun B2C.

Gælder også for tilbud på mail

Reglen om at et link til online platformen ODR skal være synlig, gælder også selvom du fremsender et tilbud til en forbruger pr. mail. Her skal mailen indeholde linket, og hvis der er et skriftligt aftalevilkår mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, skal dette også indeholde linket.

Vi holder dig opdateret

Hos Visma leverer vi selv en Webshop-løsning, hvorfor vi selvfølgelig ønsker at holde vores kunder opdateret på den gældende lovgivning. Vi følger derfor forløbet med at indføre den nye ODR-platform tæt, og vi vil løbende skrive indlæg, efterhånden som mere information gives omkring implementeringen af systemet.

 

Kilde: Computerworld

Stine Mieritz har en bachelor i Virksomhedskommunikation og Erhvervsøkonomi fra Copenhagen Business School og er netop påbegyndt en kandidat i Politisk kommunikation og ledelse. Hos Visma er hun ansat som Marketing assistent hos Visma Software.