En ny lov og en pandemi skaber usikkerhed omkring ferie
Jeg taler dagligt med ledere fra mange forskellige virksomheder omkring den nye ferielov.
Her er billedet klart: Medarbejdere er tilbageholdende med at holde deres ferie, og det ser jeg to overordnede årsager til:
- Medarbejdere er usikre omkring samtidighedsferie og holder på feriedagene for at have nok til længere ferier
- En pandemi udfordrer måden, mange foretrækker at holde ferie på
Medarbejdere har stadig brug for ferie!
Der ligger et ansvar hos danske virksomheder i at få gjort medarbejderne trygge ved samtidighedsferie. Det vil også sige, at har I medarbejdere, der dropper påskeferien alene af den årsag, at de er usikre på, om de så vil have nok feriedage til sommerferien, selvom de faktisk har nok dage til begge ferier, så mangler der intern kommunikation på området.
Omend vi gerne vil, er det svært at gøre noget ved pandemien og få skabt en ny eftertragtet ferieform for medarbejdere. Men det er vigtigt, at virksomheder og ledere ikke negligerer effekten af ferie for medarbejderes sundhed. Vi bør derfor tale ind til vigtigheden i at holde fri, så medarbejdere stadig opfatter det som legitimt at holde ferie, selvom det måske “bare” bliver hjemme.