Juli 2017

Visma støtter kampen mod diabetes gennem cykling

Hver uge bliver 10 børn og unge ramt af type 1-diabetes. Sygdommen rammer tilfældigt og kan ikke helbredes. Visma støtter “Team Wecyclemore - Sammen mod diabetes” som er et cykelhold, der kører for at samle penge ind til børn med diabetes og deres familier.

Et cykelhold med en klar vision

I 2016 etablerede Foreningen Wecyclemore cykelholdet “Team Wecyclemore - Sammen mod diabetes” med visionen om at få flere til at cykle mod diabetes. Risikoen for diabetes kan mindskes gennem cykling, og deltagere med diabetes kan bruge holdet til at bekæmpe folkesygdomme og opnå højere livskvalitet. Bo Hamburger, der er ambassadør for Team Wecyclemore, har selv haft diabetes tæt inde på livet, da begge hans forældre havde sygdommen.

“Med mine forældres diabetes-historier er det helt naturligt for mig at støtte op om dette projekt, hvor jeg gerne vil være med til at gøre en forskel og give deltagerne nogle gode cykeloplevelser.” - Bo Hamburger.

Det hører til holdets mål at skabe et velfungerende hold, hvor deltagerne får en fantastisk oplevelse for livet, og et godt kammeratskab der rækker ud over cykelsæsonen.

1000 kilometer i kampen mod diabetes

Holdet er for alle der har interesse i at støtte diabetessagen - uanset om de har diabetes eller ej. For at skabe synlighed omkring diabetes, deltager holdet i en lang række cykelløb rundt omkring i Danmark. Årets helt store mål er at cykle knap 1000 km. fra København til München d. 10.-16. september 2017. I München skal holdet overrække de indsamlede penge til diabetesforeningen ved verdenskonferencen mod diabetes. Sidste år fik holdet indsamlet 200.000 kroner til formålet.

Bliv en del af holdet

Udover at støtte projektet med sponsorat, stiller Visma også med en rytter, Peter Tilsted. Har du også lyst til at cykle mod diabetes, er holdet allerede nu i gang med rekruttering af ryttere og servicefolk til sæsonen 2018. Som rytter på holdet får du mulighed for at træne med holdet, cykle motionsløb i Danmark og eventuelt deltage på Tour Europa 2018 til Prag. Læs mere om hvordan du tilmelder dig holdet her.