Læs Vismas aktuelle nyheder inden for økonomi - Q3, 2014

Nyhederne er en samling af de mest aktuelle ændringer, frister og informationer til alt fra den lille iværksætter til den store internationale koncern fra Q3 - 2014.

Har du spørgsmål, eller vil du gerne vide mere, er vi altid klar på en uforpligtende samtale.
 

Tænk på skatten inden nytår

Det kan ofte betale sig at overveje, hvad der kan gøres inden nytår for at spare eller udskyde skat. I det følgende har vi opridset nogle enkelte overvejelser, der typisk er relevante.

 

Køb af driftsmidler og bil

Hvis virksomheden står over for at skulle anskaffe maskiner, biler mv., vil det ofte være en god idé at foretage dette køb inden nytår, da man kan afskrive med 25 procent allerede i det år, driftsmidlet er købt og leveret til virksomheden, uanset hvornår på året købet sker. Hvis der er tale om småaktiver, inventar og lignende, der koster under 12.600 kr. pr. stk., kan hele beløbet fratrækkes i købsåret.

 

Forsikringer og pensioner, inkl. 30 procent ordning

Der kan være en skattebesparelse og/eller skatteudskydelse ved at indskyde beløb på pensions- og livsforsikringsordninger. Tjener du et beløb der gør, at du skal betale topskat, kan du spare skat ved at indskyde på en ratepensionsordning. Fra 2014 er der et loft på 50.900 kr. årligt over indskud på ratepensioner. Man kan dog indskyde yderligere ud over de 50.900 kr. til en livrentepension. 

Selvstændigt erhvervsdrivende kan indskyde og fratrække op til 30 procent af årets overskud (før renter mv.) på en ratepension eller livrente (se anden artikel).  

 

Hævninger i virksomheden

Hvis man bruger virksomhedsskatteordningen, kan det i nogle tilfælde have stor betydning for årets skat, hvor store hævninger der sker i virksomheden. Det er derfor vigtigt, at man ikke hæver alt for store beløb i firmaet, og i nogle tilfælde bør man derfor regne lidt på tallene inden nytår og evt. optimere til grænsen for topskat.
 

Spar renter ved at indbetale restskat inden 31.12.2014

Regner du med at skulle betale restskat, kan det måske betale sig at foretage en frivillig indbetaling af restskat inden nytår. Betaler du restskatten senest 31.12.2014, slipper du for renter og restskattetillæg. Hvis du indbetaler restskatten i perioden 01.01.2015 – 01.07.2015, koster det et procenttillæg på 5 %. Indbetaler du ikke restskatten senest 01.07.2015, indregnes de første 18.700 kr. (2014 tal) i forskudsskatten for 2016 med tillæg af 5 %. Udgør restskatten mere end 18.700, vil beløb over 18.700, blive opkrævet i 3 rater med tillæg af 5 %.

Aconto selskabsskat

Det er snart tid til at beslutte sig for, om man skal indbetale frivilligt på aconto selskabsskat.

For at finde ud af om man frivilligt skal indbetale, skal man se på, om man forventer at skulle indbetale restskat i november 2015, eller om man mener, at de fastsatte aconto-rater dækker den forventede selskabsskat for 2014.

Beregninger fra PWC viser, at hvis man indbetaler den forventede restskat i november 2014, får man en forrentning på 5,7 % før skat. Det betyder, at hvis man har oveskydende likviditet, som forrentes med under 5,7 %, vil det kunne betale sig at indbetale frivilligt. Det samme gør sig gældende, hvis man kan låne til under 5,7 %. Regnestykket ser dog anderledes ud, hvis man ender ud med overskydende skat, da man kun vil opnå en rente på 1,1 % af det overskydende beløb.

Husker du at få din el- og vandafgift
refunderet fra SKAT?

 

Elafgift:

Hvad kan din virksomhed få godtgjort?

De fleste virksomheder kan få godtgjort elafgiften i samme omfang, som virksomheden har fradrag for moms.

Virksomheder kan normalt få godtgjort afgift af elektricitet, idet elektricitet som hovedregel anses for benyttet til procesformål, hvor afgifter godtgøres. Procesformål er f.eks. elektricitet brugt til drift af maskiner, produktionsanlæg, edb-udstyr, pumper og motorer.

Elektricitet, hvor afgiften ikke godtgøres

Uanset om elforbruget vedrører omsætningen af momspligtige ydelser eller ej, kan virksomheder inden for liberale erhverv som hovedregel ikke få godtgjort elafgiften. 

Liberale erhverv, der som hovedregel ikke kan få refunderet elafgiften:

  • Advokater
  • Arkitekter
  • Bureauer (dog ikke rejsebureauer, turistkontorer og ejendomsadministration)
  • Forlystelser, herunder teater- og biografforestillinger
  • Landinspektører
  • Mæglere
  • Reklamevirksomheder
  • Revisorer
  • Rådgivende ingeniører

 

Vandafgift:

Hvad kan din virksomhed få godtgjort?

Momsregistrerede virksomheder kan som udgangspunkt få godtgjort deres vandafgift i samme omfang, som de har fradrag for moms. Har virksomheden fradrag for momsen, kan virksomheden få godtgjort vandafgiften, som er på 5,46 kr. pr. m3 vand (2014-niveau). 

Digital postkasse
for selskaber

Det har været lovpligtigt i nogen tid, at selskaber skal have en digital postkasse. Hvis du hører til en af dem, som ikke har fået gjort noget ved det, eller ønsker hjælp omkring det, står vi til rådighed.

Postmængderne som kommer i selskabets digitale mailboks er støt stigende, og opkrævninger fra ATP er blevet en del af dette, så vi vil råde dig til at få sat en adgang op, hvis du ikke allerede har gjort det.

Visma kan tilbyde en løsning, hvor vi hjælper vores kunder med at få adgang, og samtidig administrerer vi den post, der kommer ind i mailboksen. Vi sørger for, at eventuel post bliver sendt til de korrekte modtagere. 

Digital postkasse
for personer

Pr. 1. november 2014 bliver det obligatorisk for alle over 15 år, som har et cpr-nummer i Danmark at have en digital postkasse.

 

Køber kan nægtes momsfradrag, hvis fakturaen ikke opfylder fakturakravene

Der er eksempler, hvor SKAT har nægtet fradrag for købsmoms, pga. at fakturaerne ikke opfyldte de formelle krav, det være sig bl.a. manglende fakturanummer eller at sælgers cvr-nummer ikke fremgik af fakturaen. Det er derfor vigtigt, at man som virksomhed er bekendt med, hvilke krav der stilles til en korrekt momsfaktura, jf. momsbekendtgørelsens § 61, stk. 1.

Der er en række krav til indholdet i en fuld faktura. Disse krav gælder også for afregningsbilag, kreditnotaer og elektroniske fakturaer.

En fuld faktura skal indeholde:

  • Udstedelsesdato (fakturadato)
  • Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen
  • Sælgers momsregistreringsnummer (cvr-nummer)
  • Sælgers navn og adresse
  • Købers navn og adresse
  • Mængden og arten af de leverede varer, eller omfanget og arten af de leverede ydelser
  • Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, forudsat en sådan dato er forskellig fra fakturaens udstedelsesdato (fakturadato)
  • Momsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed
  • Gældende momssats
  • Det momsbeløb, der skal betales. 

For leverancer af varer og ydelser til andre EU-lande gælder endvidere, at der skal fremgå:

  • Modtagers momsregistreringsnummer
  • En påtegning om, at leverancen er momsfritaget (varer) eller omfattet af omvendt betalingspligt (ydelser)

Der findes særlige regler for leverancer af brugte varer og lempeligere regler ved mindre salg eller salg overvejende til private (forenklet faktura eller kassebon).

2014 er sidste mulighed for at bruge 30 % reglen på ratepension for selvstændige

Det er sidste år i år, at du har mulighed for at indbetale helt op til 30 % af virksomhedens overskud før renter på en ratepension - uden at være bundet til en bestemt indbetaling i de efterfølgende år.

De 30 % af virksomhedens overskud kan indbetales på en ratepension til og med den 31. december 2014.

Fra og med den 1. januar 2015 kan du hvert år indbetale 30 % af virksomhedens overskud på en livsvarig pension og derudover 50.900 kr. på en ratepension.

30 %-ordningen tager højde for de særlige forhold for selvstændige, hvor overskuddet kan variere fra år til år. Du kan ganske enkelt spare op, når du har mulighed for det.

De færreste kender overskuddets præcise størrelse, når man nærmer sig udgangen af året. Indbetalingen på pensionsordningen fastlægges derfor ud fra et skøn over det forventede overskud. Hvis det senere viser sig, at overskuddet er mindre end forventet, og at du derfor har indbetalt for meget på pensionsordningen, kan det overskydende beløb (den del, der overstiger 50.900 kr.) blot hæves igen uden skattemæssige konsekvenser.

 

Pensionsordninger

Der findes en række pensionsordninger, som er skattebegunstigede. Det betyder, at man kan få et skattefradrag ved pensionsindbetalingen. Er pensionsordningen oprettet som led i et ansættelsesforhold, foretages indbetalingerne af arbejdsgiveren, og der ses bort fra disse indbetalinger, når ens skattepligtige indkomst gøres op.

Der er derimod ikke fradragsret og bortseelsesret ved indbetaling på en alderspension og en aldersopsparing.

  Alderspension og aldersopsparing Kapitalpension  Ratepension og rateopsparing  Livrentepension
Udbetaling  Kan udbetales som engangsbeløb Engangsbeløb Udbetaling i rater over mindst 10 år  Udbetaling i form af løbende ydelser til død/ophørende livrenter
Udbetalingstidspunkt Fra pensionsudbetalingsalderen og senest 15 år efter pensionsudbetalingsalderen.
Pensionsudbetalingsalderen er 5 år før folkepensionsalderen.
Fra pensionsudbetalingsalderen og senest 15 år efter pensionsudbetalingsalderen.
Pensionsudbetalingsalderen er 5 år før folkepensionsalderen.

Fra pensionsudbetalingsalderen og sidste rate senest 25 år efter pensionsudbetalingsalderen.

Pensionsudbetalingsalderen er 5 år før folkepensionsalderen.

Fra pensionsudbetalingsalderen.

Pensionsudbetalingsalderen er 5 år før folkepensionsalderen.
Maksimal (fradragsberettiget) indbetaling pr. år  (2014: 28.100 kr.; 2013: 27.600 kr.)  (2013-: 0 kr.;2012, 2011: 46.000 kr.)  (2014: 50.900 kr.; 2013: 50.000 kr.)  

Intet maksimum.

For så vidt angår ophørende livrenter er maksimum (2014: 50.900 kr.; 2013: 50.000 kr.)
Beskatning ved pensionsudbetaling  Ingen beskatning En kapitalpension kan overføres eller konverteres til en alderspensionsopsparingsordning. I et sådant tilfælde, sker der en beskatning med 40%. Overførsler, der foretages i 2013 beskattes dog kun med 37,3%.

 Udbetalinger medregnes til

den personlige indkomst

 Udbetalinger medregnes til den personlige indkomst

 

Kilde: http://www.tax.dk/pjecer/pensionsordninger.htm
Ring mig op

Spørgsmål

Download FAQ

Book møde

Lad os mødes

Nyhedsbrev?