M&A

Visma opkøber softwarevirksomheden bag advokatsystemet Legis 365

Den midtjyske softwarevirksomhed iVISION, der står bag det cloudbaserede administrationssystem Legis 365 bliver fremover en del af Visma-koncernen. Med opkøbet går Visma ind i advokatbranchen i Danmark og skal fremover styrke iVISIONs position i markedet gennem vækst og udvikling af et af landets mest intuitive advokatsystemer.

iVISION blev stiftet i 1998 af Leif Lindås, som siden da med flere partnere i ryggen, har fokuseret på at udvikle det, der i dag er blandt markedets mest intuitive og brugervenlige samlede it-løsninger til danske advokater. 

Legis 365 effektiviserer mere end 300 danske advokatfirmaers arbejde ved at samle klient- og sagshåndtering, e-mail-integration, dokumenthåndtering, tidsregistrering og fakturering i én cloudbaseret løsning, som allerede tillader integration til andre softwareløsninger i Visma.

“Vi er meget begejstrede for at kunne byde iVISION velkommen i Visma. Leif Lindås og partnere har skabt en sund forretning med en moderne og fleksibel løsning, der udfordrer og står i kontrast til de mere klassiske og ofte tunge advokatsystemer. Legis 365 er derfor en værdifuld tilføjelse til Vismas økosystem, og vi ser et stort potentiale i større udnyttelse af synergierne mellem Legis 365 og Vismas andre forretningskritiske softwareløsninger til gavn for både nuværende og potentielle kunder,” udtaler Mikael Westöö, Business Area Director i Visma.

Potentiale for vækst

iVISION har indtil nu fokuseret på de små og mellemstore advokatvirksomheder, men med Visma i ryggen og partnernes viden og mangeårige erfaring fra branchen er der stort potentiale for vækst ved at kigge mod branchens større advokathuse samt andre typer af projektorienterede virksomheder og konsulenthuse i andre brancher.  

"Vi har gennem årene hjulpet mange startups i gang og hjulpet mindre advokatfirmaer på deres digitaliseringsrejse væk fra de gamle, traditionelle og papirfyldte kontorer og op i skyen. Nu er vi klar til næste skridt sammen med Visma, hvor vi ser frem til at udvikle vores løsning og styrke vores samarbejde yderligere med både e-conomic og Creditro til gavn for vores eksisterende kunder. Derudover ser vi et stort potentiale i at afsøge mulighederne for at nå ud til en bredere vifte af virksomheder både i og udenfor branchen og landegrænserne,” udtaler Jesper Byskov, partner i iVISION. 

iVISION er netop udnævnt som Gazelle-virksomhed for andet år i træk af Børsen, der årligt tildeler titlen til Danmarks højstvækstende virksomheder. Med stifter Leif Lindås som administrerende direktør fortsætter iVISION som selvstændigt selskab med kontor i Silkeborg og føjes til rækken af danske selskaber i Visma-koncernen, som i dag dækker over 24 softwareselskaber.

Om iVISION

iVISION er en dansk softwarevirksomhed, der med advokatsystemet Legis 365 har fokus på at gøre arbejdet nemt og effektivt i advokatfirmaer og juridiske afdelinger. Med nyeste teknologi og et smart og intuitivt system tilbydes fremtidens advokatsystem. Legis 365 anvendes af over 300 danske advokatfirmaer. Læs mere på www.legis365.dk