Gå til hovedsiden

“Det er aldrig brugernes skyld, hvis systemet ikke fungerer”

Stine Føns Nielsen er UX Researcher i Visma e-conomic, hvor hun dykker ned i de tekniske processer bag det digitale regnskabssystem, og sikrer den bedste brugeroplevelse for over 180.000 virksomheder. Hendes passion for mennesker og software driver hende til at skabe intuitive løsninger samtidig med at hun som rollemodel deler ud af sin viden og erfaring med næste generations UX’ere.

Stine Føns Nielsen

Når man taler om UX eller User Experience design, taler man ofte om, hvordan man gør brugen af og oplevelsen med et stykke software så intuitiv og behagelig som muligt, særligt med fokus på den brugervendte og mere visuelle del af løsningen. Stine forklarer sin rolle som en, der undersøger og finder frem til alt det, der gemmer sig bag facaden:

“En UX Researcher tager i modsætning til en UX Designer fat i den mere tekniske funktion i løsningen, dykker ned i de bagvedliggende processer og arbejder problemløsningsorienteret for at forbedre løsningen for brugerne,” forklarer hun. Og for Stine er der ingen tvivl om, at det netop er den del af UX-arbejdet, der motiverer hende:

“Jeg er ikke designer og kan ikke tegne. Så jeg er ikke kreativ på den måde. Til gengæld er en af mine styrker som ingeniør, at jeg er meget teknisk anlagt og logisk tænkende, og det er vigtige egenskaber at have, når man arbejder med UX research”  

Læs mere om, hvordan det er at arbejde med UX og design i Visma

Jeg elsker at snakke med mennesker. Jeg synes, det er spændende. Jeg er en social og udadvendt person, så det har altid faldet mig meget naturligt

– Stine Føns Nielsen

UX handler om mennesker

En anden vigtig egenskab er evnen og lysten til at arbejde med mennesker. Selvom produktet i sidste ende er et stykke software, der løser en bestemt udfordring eller opgave, er hele afsættet nødt til at være en indgående forståelse for og viden om de mennesker, der skal bruge det. Og netop arbejdet med mennesker og at være “brugernes advokat” i udviklingen af software fremhæver Stine som det bedste ved rollen:

“Jeg elsker at snakke med mennesker. Jeg synes, det er spændende. Jeg er en social og udadvendt person, så det har altid faldet mig meget naturligt. Det kommer nok af en grundlæggende nysgerrighed til andre og et ønske om at engagere mig, løse problemer og gøre ting bedre for andre,” siger hun og understreger: 

“Hvis et softwaresystem ikke fungerer optimalt, er det aldrig brugernes skyld, så må vi tilbage til tegnebrættet sammen med designerne og udviklerne.”

Det relationelle og menneskelige aspekt fylder en hel del i Stines arbejdsdag. Den består typisk af brugertests og interview af e-conomics kunder, analyse af data og selvfølgelig videreformidling af resultaterne til sine kolleger – de produktansvarlige og designerne, der skal arbejde videre med udviklingen af en given funktion eller feature i e-conomic.

En målrettet jagt efter drømmejobbet 

Vejen til ønskejobbet som UX researcher var ikke snorlige for Stine. De første par ansættelser, efter hun i 2017 kunne kalde sig kandidat i digitale medieteknologier fra DTU, bød på elementer af UX research, men ofte med lidt for meget vægt på teknisk projektledelse og mere klassisk konsulentarbejde til, at Stine kunne se sig selv i jobbet i det lange løb. 

Jeg skrev direkte til folk på LinkedIn og inviterede dem på kaffe for at finde ud af mere om, hvad de lavede som UX Researchere, og det var virkelig en god oplevelse, som gav mig nogle brugbare indsigter

– Stine Føns Nielsen

Så Stine søgte målrettet efter UX research-stillinger og kastede sig blandt andet over LinkedIn for at finde frem til folk med netop den titel på CV’et, så hun kunne blive klogere på området og skarpere i sin egen jobsøgning både i Danmark og i det store udland.

“Jeg skrev direkte til folk på LinkedIn og inviterede dem på kaffe for at finde ud af mere om, hvad de lavede som UX Researchere, og det var virkelig en god oplevelse, som gav mig nogle brugbare indsigter. Det er det klart bedste fif, jeg kan give til andre jobsøgende, for hvem vil ikke gerne dele ud af sin viden og gode råd om sit fag? Langt de fleste synes, det er fedt med sådan et skulderklap,” fortæller hun.

Sit første job som UX Researcher fik hun hos Siemens Gamesa i Tyskland, men der gik ikke længe før Stine fik et opkald fra sin nuværende leder i e-conomics Insights & Experience team. Hun fortalte, at de søgte en UX Researcher til en nyoprettet stilling.

“Jeg havde tidligere i min jobsøgning været til samtale i e-conomic på en stilling som UX Designer, men der var ikke et match, for det var jo ikke den rolle, jeg egentlig ønskede,” fortæller hun, og fortsætter:

“Så det krævede ikke de store overvejelser, da Katrine ringede og inviterede mig til samtale på stillingen som UX Researcher, for jeg havde fået et virkelig godt indtryk af e-conomic. Særligt i forhold til det sociale, og at jeg ville blive en del af en international arbejdsplads med kolleger fra hele verden.”

Workshops i ‘design thinking’ for studerende

Når Stine ikke er begravet i brugertests, dataindsamling, analyser og møder med de produktansvarlige kolleger i e-conomic, er hun med til at repræsentere Visma på karrieremesser og gennem Vismas partnerskab med DTU.

Der er sjældent en fast lineær proces, når man arbejder med mennesker og softwareudvikling. Men den iterative process er også med til at gøre arbejdet spændende, synes jeg

– Stine Føns Nielsen

Senest stod Stine i spidsen for en workshop blandt de DTU-studerende om “design thinking”, som handler om de faser man skal igennem, når man arbejder med UX og design inden for softwareudvikling. Casen, de studerende skulle arbejde med, handlede om et stort fiktivt streamingselskab, som oplevede, at deres ældre brugergruppe havde udfordringer med at bruge deres tjeneste.

“Vi havde fået en AI til at lave en masse udtalelser fra de ældre brugere om, hvad de oplevede af vanskeligheder med tjenesten. De studerende skulle så sætte sig i deres sted og bruge de indsigter og data, de havde til rådighed, til at komme med en løsning og præsentere den som prototype ved hjælp af post-its,” fortæller hun. 

Brobygger mellem studie og arbejdsliv

Udover at workshoppen og casearbejdet giver de studerende en hands-on fornemmelse for arbejdet med UX, mærker Stine også, at hun kan gøre en forskel ved at bygge bro mellem teori og praksis ved at give de studerende et indtryk af, hvordan det forholder sig ude i virkeligheden langt væk fra skolebænkens strukturerede og teoribaserede rammer.  

“De spørger ofte ind til, hvilken state-of-the-art metode, jeg anvender i mit arbejde, og her må jeg jo forklare dem, at man i virkeligheden arbejder meget mere flydende med de forskellige faser,” smiler hun og fortsætter: 

“Der er sjældent en fast lineær proces, når man arbejder med mennesker og softwareudvikling. Men den iterative process er også med til at gøre arbejdet spændende, synes jeg”

Kvindelige rollemodeller og diversitet på arbejdspladsen

Stine har været en del af e-conomics 16 mand store Insights & Experience team siden september 2022 og trives både i specialistrollen i teamet og som rollemodel særligt for de kvindelige studerende, hun jævnligt er i dialog med. Hun er bevidst om,  at hun kan være med til at inspirere andre kvinder til at gå efter en karriere inden for software og teknologi.

Mød Stine Føns Nielsen på DSE-messen 2024

“Jeg manglede selv nogen at spejle mig i, da jeg var studerende. Rollemodeller af samme køn er virkelig vigtige for at kunne se sig selv inden for et givent fag eller karrierevej. I mit team er der en fin balance mellem antallet af mænd og kvinder, og det sætter jeg stor pris på,” siger hun og afslutter: 

“Jeg er sikker på, det har en betydning for dynamikken i vores team, at vi har en god kønsdiversitet, og jeg er glad for at have kvindelige kolleger i mit team. Vi er alle ret udadvendte med et socialt mindset og et ønske om at stille op for hinanden og hjælpe hinanden og andre. Og det er heldigt, for ellers er det svært at være UX’er”.

Stines CV

Sep 2022 – nu
Visma e-conomic – UX Researcher

Aug 2021 – Maj 2022
Siemens Gamesa – UX Researcher

Nov 2019 – Jul 2021
COWI – Business Analyst and User Experience Specialist
 
Okt 2018 – okt 2019
Nodes – Digital Product Consultant

Mar 2017 – sep 2018
Bonnier Publications A/S – Technical Product Owner and UX Specialist

Mest læste

  • Visma trækker i trøjen for en god sag

    I dag er det 1. marts og dermed også forårets første dag i kalenderen. Det har dog ikke været det, der har været det store samtaleemne i Visma House i Carlsberg Byen i dag men i stedet har vi markeret #fodboldtrøjefredag med farverige fodboldtrøjer, konkurrencer og stadionplatte for at støtte om Børnecancerfondens årlige indsamlingsdag.

  • Ret til provision under ferien?

    Får din medarbejder provision, skal du være opmærksom på, at vedkommende har ret til at blive kompenseret for den mistede provision under ferien. Men hvordan skal løn under ferie beregnes, når medarbejderne også får udbetalt provision? Er du nysgerrig, så læs mere her.

  • Omvendt betalingspligt – hvordan er det nu?

    Fra d. 1 juli 2014 har nye regler været gældende for moms ved køb af mobiltelefoner, PC’er, tablets m.v. Vi gennemgår her hvad det betyder både for dig som køber og sælger af mobil- og IT-udstyr.