Gå til hovedsiden

Oplys korrekt om fortrydelsesret – ellers får dine kunder alle penge retur

De første sager omkring værdiforringelse ved køb af varer på nettet er nu blevet afgjort. Dommen er klar: oplyser webshop-ejere ikke korrekt, kan forbrugeren kræve alle penge retur – også selvom varen er beskadiget.

Oplys om fortrydsesret

I sommeren 2014 trådte nye regler omkring fortrydelsesret i kraft. Med de nye regler kan webshop-ejere, når en forbruger fortryder et netkøb, kræve at der betales en eventuel værdiforringelse af varen. De nye regler kræver imidlertid, at den erhvervsdrivende skal give korrekt oplysning om fortrydelsesretten, og formidle standardfortrydelsesformularen til kunden. Netop denne regel blev afslagsgivende i de to sager omkring værdiforringelse, der netop er faldet dom i.

Første sager er afgjort: alle penge retur til kunden

De to første sager fastslår begge, at hvis der ikke er oplyst korrekt og fyldestgørende om fortrydelsesret, kan forbrugeren kræve hele købesummen tilbage. Dette er også selvom produktet er taget i brug og måske endda er beskadiget.

I den ene sag havde forbrugeren taget produktet i brug og smidt alt emballage væk, og i det andet tilfælde havde forbrugeren ødelagt produktet. Alligevel udtaler Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i afgørelsen at “I begge tilfælde har netbutikkerne ikke oplyst forbrugerne klart og tydeligt om betingelserne for at fortryde købet. Derfor har nævnet vurderet, at forbrugerne har krav på at få alle deres penge retur” (Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen)

Begge forbrugere havde fortrudt købet, og endte altså med at få hele købesummen tilbage, selvom produkterne reelt var forringet i værdi.

Det skal du oplyse om

Har du en webshop, skal du klart og tydeligt oplyse om fortrydelsesret. Herunder hvad tidsfristen er, hvordan forbrugeren praktisk benytter sin fortrydelsesret, under hvilke omstændigheder forbrugeren eventuelt kan miste sin fortrydelsesret, og om forbrugeren skal betale for returforsendelsen. Herudover skal du formidle standardfortrydelsesformularen.

Allerede forud for et salg, skal du som sælger gøre forbrugeren opmærksom på standardfortrydelses-formularen. Der er ikke noget krav om, at forbrugeren præsenteres for formularen i sin helhed forud for købet, men han skal gøres opmærksom på dens eksistens. Når salget er gennemført, skal sælger til gengæld direkte sende forbrugeren standardfortrydelsesformularen. Den fremgår af bilag 3 i forbrugeraftaleloven, og den skal sendes til forbrugeren på et varigt medium – det vil sige pr. brev eller i en e-mail. Det er ikke tilstrækkeligt at indsætte et link til, hvor forbrugeren kan finde formularen.

Sådan er reglerne for fortrydelsesret

Ved oplysning af fortrydelsesretten på din webshop, er det følgende regler du skal tage udgangspunkt i:

  • Forbrugeren har som udgangspunkt 14 dage til at fortryde et netkøb
  • Forbrugeren må prøve og undersøge varen på samme måde som i en fysisk butik
  • Hvis varen er forringet i værdi, når den tilbageleveres til netbutikken, og det skyldes at varen er brugt mere end man kan og må i en fysisk butik, kan det kræves at forbrugeren betaler for værdiforringelsen
  • Værdiforringelsen skal imidlertid kun betales hvis netbutikken klart og tydeligt har oplyst om fortrydelsesretten og betingelserne for at fortryde købet, herunder standardfortrydelsesformularen
  • Det er netbutikken, som i første omgang fastslår, om varen er forringet i værdi, og hvad den kan sælges for til andre forbrugere

For yderligere information anbefaler vi at kontakte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Kilde: www.forbrug.dk

Mest læste

  • Visma trækker i trøjen for en god sag

    I dag er det 1. marts og dermed også forårets første dag i kalenderen. Det har dog ikke været det, der har været det store samtaleemne i Visma House i Carlsberg Byen i dag men i stedet har vi markeret #fodboldtrøjefredag med farverige fodboldtrøjer, konkurrencer og stadionplatte for at støtte om Børnecancerfondens årlige indsamlingsdag.

  • Ret til provision under ferien?

    Får din medarbejder provision, skal du være opmærksom på, at vedkommende har ret til at blive kompenseret for den mistede provision under ferien. Men hvordan skal løn under ferie beregnes, når medarbejderne også får udbetalt provision? Er du nysgerrig, så læs mere her.

  • Omvendt betalingspligt – hvordan er det nu?

    Fra d. 1 juli 2014 har nye regler været gældende for moms ved køb af mobiltelefoner, PC’er, tablets m.v. Vi gennemgår her hvad det betyder både for dig som køber og sælger af mobil- og IT-udstyr.